• Snart giver Skat klar besked: Her er et »overset fradrag« og seks andre ting, du bør tjekke

    Источник: BDK Finans / 06 мар 2024 11:00:20   America/Chicago

    Det er lige ved at være tid. På mandag åbner Skattestyrelsen for sluserne og sender årsopgørelser ud til 4,8 millioner danskere. Dermed får man sort på hvidt besked om, om man i 2023 har betalt for meget i skat. Eller for lidt. Som regel kan man smugkigge i opgørelserne i weekenden op til det officielle startskud, fordi systemerne testes. Men inden man planlægger den helt store ferie for de overskydende skattepenge eller ærgrer sig over en ekstra skatteregning, så er der grund til lige at trække vejret. Langt de fleste oplysninger henter Skat helt automatisk. Men der er felter, som danskerne selv skal udfylde, og derfor er der god grund til at være opmærksom på, om alt stemmer. Det gælder også, hvis man vil undgå at blive dobbeltbeskattet på et særligt punkt. Formueøkonom i Jyske Bank Bettina Brask kommer her med sine råd til, hvad danskerne bør holde øje med i årsopgørelsen. Rubrik 51 – Kørselsfradrag Over én million danskere plejer at benytte sig af kørselsfradraget, og hvis man har mere end 12 kilometer på arbejde, så bør man lægge vejen forbi rubrik 51 på årsopgørelsen. Der er nemlig et fradrag på 2,19 kroner for hver ekstra kilometer, man tilbagelægger ud over de første 12 kilometer. Har man mere end 60 kilometer hver vej, falder fradraget til 1,1 krone – medmindre man bor i en af de udkantskommuner, hvor pendlere får et forhøjet fradrag. »Ligegyldigt hvad du gør – kører, cykler eller tager toget – så har du ret til det her fradrag. Derfor er det vigtigt, at du får det skrevet med på opgørelsen,« siger Bettina Brask. Formueøkonomen understreger, at fradraget kun gælder de dage, man reelt tager turen på arbejde. Derfor skal man ikke tælle eksempelvis hjemmearbejdsdage med. Kørselsfradraget og en lang række af de øvrige fradrag, man kan skrive på årsopgørelsen, har en fradragsværdi på mellem 25 og 26 procent. Når man får 100 kroner i fradrag, giver det reelt en besparelse på mellem 25 og 26 kroner. Rubrik 53 – Det »oversete« fradrag Danskerne bør også være opmærksomme på et »lidt sjovt« og »overset« fradrag, som Bettina Brask selv overså i mange år. Hvis man rejser med sit arbejde og overnatter ude, så kan man nemlig tælle de dage sammen og få et fradrag på 138,75 kroner pr. dag til småfornødenheder. Det gælder dog kun, hvis man på turen har udgifter, som man ikke får refunderet fra arbejdsgiver. Det kunne være udgifter til kaffe og mad. »Bare du har været afsted i 24 timer hjemmefra, har du ret til det her fradrag på din årsopgørelse, hvis du ikke får alting refunderet fra arbejdsgiver. Jeg kalder det et overset fradrag, for jeg tror ikke, der er mange, som tænker over det, og det er heller ikke vildt mange penge – men man kan lige så godt tage det med,« siger Bettina Brask. Hun understreger, at man ikke behøver gemme kvitteringerne på de kopper kaffe, man drikker på turen, fordi fradraget ligger fast på 138,75 kroner – uanset hvor mange kopper kaffe eller chokoladebarer, man køber den pågældende dag. Rubrik 461 – Servicefradrag Allerede nu – inden Skat har frigivet årsopgørelserne – kan man gå ind og rette på sit servicefradrag, som noget af det eneste. Man kan således trække 6.600 kroner fra i skat, hvis man i løbet af 2023 har fået hjælp til ting som vinduespudsning, rengøring, snerydning og børnepasning. Det kan også være, at man har fået et firma til at fjerne alger på terrassen. »Der skal man være opmærksom på, at man skal gemme regninger og have cvr-nummer på den, der kommer og pudser vinduer, for det skal man skrive ind,« bemærker Bettina Brask. Fradraget gælder ikke, hvis man har fået hjælp fra håndværkere, da håndværkerfradraget er sløjfet. Til gengæld kan danskerne glæde sig over, at servicefradraget stiger til 11.600 kroner i år. »Det vil sige, at man godt lige kan gøre sig en ekstra tanke omkring, om man selv skal klippe hækken i 2024,« siger Bettina Brask. Rubrik 55 – Velgørenhed Har man i løbet af sidste år givet penge til velgørenhed, så er der fradrag at hente på op mod 17.700 kroner. Men der er en undtagelse. Bettina Brask fortæller, at donationer automatisk bør stå på årsopgørelsen, hvis man har oplyst sit cpr-nummer, da man gav pengene. Alligevel kan det gå skævt. »Derfor er det godt at kontrollere, om man har fået det fradrag, og om organisationen har husket at indberette det rigtige beløb,« siger hun. Støder man mere tilfældigt på indsamlere og lægger en mønt i deres indsamlingsbøsse, kan det ikke trækkes fra i skat. Det er nemlig svært at kontrollere, hvorvidt man rent faktisk har doneret penge på den måde, bemærker formueøkonomen. Rubrik 41 – Boliglån i ind- og udland Renterne på danske boliglån er sprunget op, og derfor er der mange, som betaler markant højere rente i 2023 end tidligere. Det udløser et større rentefradrag, hvilket isoleret set betyder, at de pågældende boligejere får flere penge tilbage i skat. Realkreditinstitutter sladrer til skat om danskernes renteudgifter til boliglån i årsopgørelsens rubrik 41. Derudover bør man tjekke, at de boliger, der står på årsopgørelsen, er rigtige. Her skal man især være vågen, hvis man har købt eller solgt bolig i løbet af året, siger Bettina Brask. Har man bevæget sig ud over de danske grænser og købt bolig under andre himmelstrøg, så skal man også være opmærksom. »Hvis du har udenlandsk ejendom – måske har du været nede og købe sommerhus i Spanien, fordi det kunne være dejligt – så skal du selv indberette, at du har bolig i udlandet og gæld i udlandet,« forklarer Bettina Brask. Rubrik 67 – Gevinst og tab på investeringer Som investor er der i nogle tilfælde grund til at finde lommeregneren frem, når årsopgørelsen lander. Regnemaskinen bør tages i brug, hvis man har unoterede aktier eller handler værdipapirer på platforme, som ikke er danske. I begge tilfælde skal man nemlig selv fortælle skattemyndighederne, hvordan værdien på ens investeringer udviklede sig i 2023. Bruger man danske banker og platforme til sine investeringer, så bliver det oplyst, uden at man skal gøre noget, pointerer Bettina Brask. Skattestyrelsen oplyser, at gevinster og tab på investeringer vedrører rubrikkerne 67 samt 30, 38, 66 og 345. Rubrik 21 – Undgå dobbeltbeskatning Godt 40.000 danskere risikerede ved sidste årsopgørelse at blive dobbeltbeskattet, og historien kan meget vel gentage sig i år. Derfor er det værd at holde øje med, hvor meget man i 2023 har indbetalt på sin ratepension. Der er nemlig fradrag på de første 60.900 kroner, men har man indsat mere end det, betaler man indkomstskat to gange. Første gang, når man har tjent pengene, og anden gang, når man skal have dem udbetalt fra pensionen igen. »Det, man kan gøre, er at henvende sig der, hvor man har lavet indbetalingen. Så kan man få pengene udbetalt igen, da man ikke har fået fradrag for dem. Hvis man gerne vil have et fradrag, så kan man flytte dem til en pensionsopsparing med livsvarig livrente i stedet for, hvis man ikke har brugt sit fradrag dér,« råder Bettina Brask. Efter en del kritik giver Skattestyrelsen i år en advarsel på første side af årsopgørelsen til de danskere, som har indbetalt for meget på deres ratepension. Går man sin opgørelse igennem og ender med en skatteregning, er Bettina Brasks råd, at man hurtigst muligt får gælden »ud af verden«. Skat har nemlig skruet renten i vejret, så det koster 5,5 procent i rente frem mod 1. juli. Derefter stiger renten til 7,5 procent. »Det er dyrt at låne ved Skat, og det er også dyrt at have sine penge til at stå ved dem, for man får kun 0,8 procent i rente af sin overskydende skat – det er mindre, end hvis de står på en konto i banken,« mener Bettina Brask. Fristen for at rette i årsopgørelsen er 1. maj 2024. Er man én af de danskere, som får penge tilbage i skat, tikker de ind på kontoen fra 12. april. https://www.berlingske.dk/dine-penge/snart-giver-skat-klar-besked-her-er-et-overset-fradrag-og-seks-andre
Опубликовать